Ørbækgården
Lejre
Ørbækgården ligger i Lejre og danner rammen om et familielandbrug, der er alsidigt på mange måder og selvforsynende med kød, mel og grønsager. Gården består af 33,6 ha og drives af Rikke & Lars samt deres tilsammen seks børn. Dansk Økojord a/s overtog i foråret 2020 15 ha opdyrket jord og fire ha strandeng ned imod Roskilde fjord.
Resten af jorden inkl. fire ha våd eng og en ha fredskov tilhører selve Ørbækgården.
Jorden løber langs Roskilde fjord samt Ørbæk Å og grænser op til adskillige vandboringer under Fors forsyning.
Lejre er vandindvindingsområde for både Roskilde, Holbæk og Københavns kommune og ligger i område med særligindsats for drikkevandsbeskyttelse og det giver derfor særdeles god mening at dyrke jorden økologisk og med omtanke.
Rikke og Lars er begge uddannet landmænd og har igennem mange år arbejdet med økologi. Ørbæk er et længe ventet ønske om at have deres eget, at nørde med egne ideer og have egen jord under neglene.
“Men allermest ønsker vi at videregive læringen omkring det selvforsynende og værdien af at bruge og passe naturen til vores børn”
Idegrundlaget for Ørbækgården er dyrkning af det nordiske korn og opformering af mere specifikke kornsorter, selvforsyning med årstidernes grønt og kødkvæg til skånsom afgræsning og af engarealerne for at bibeholde biodiversiteten og bla. det mangfoldige fugleliv langs Roskilde fjord.
Med et alsidigt sædskifte og naturtiltag kan Ørbæk ses som et selvstændigt, lille økosystem, og Rikke og Lars glæder sig til at udvikle det og fremover også etablere bistader.