Kronik del 1 – Danmark som landbrugsland

Skrevet af: Professor Emeritus Steen Hildebrandt, Tidl. Administrerende direktør i Andelskassen Merkur Lars Pehrson og Direktør i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond Kim Qvist. Dato for udgivelse 13. september 2022

Danmark forstår sig som et landbrugsland, selv om landbrugets betydning for den samlede samfundsøkonomi efterhånden er dalet betydeligt. Samtidig trænger erhvervets sideeffekter på klima, vandmiljø, drikkevand m.v. sig mere og mere på. Med den igangværende strukturudvikling står vi tilmed overfor at ”overgive” landbruget til ganske få ejere – en ny landadel – i form af aktieselskaber og kapitalfonde fra ind- og udland. Den overordnede forretningsmodel hænger ikke længere sammen.

Vi skal forstå historien

Inden vi kommer med vores bud på udviklingsretninger i bedre samklang med samfundets interesser, er det værd at erindre os de historisk vigtige grunde til vores selvforståelse som landbrugsland.

Da vi tabte krigen til tyskerne i 1864 og mistede Sønderjylland, skete der et holdningsskift i behandlingen af vores jord og vores land. Enrico Dalgas blev en af foregangsmændene for at opdyrke heder, dræne moser og ensrette åer, så vi kunne få mere areal at dyrke føden på.

På samme tid mødte vi den hårde konkurrenceøkonomi i 1870´erne, hvor kornpriserne faldt på det europæiske marked. De danske bønder kunne ikke længere følge med. Med andelsbevægelsens sammenhold lykkedes det med en modig satsning at omstille vores landbrugsproduktion fra vegetabilsk til animalsk produktion for at styrke konkurrenceevne og eksport.

Vi begyndte at eksportere bacon og smør, særligt til England. Vi lærte at eksportere det bedste kød og selv nøjes med det mindre gode. Vi lærte at spise leverpostej.

I det 20. århundredes første halvdel har de to verdenskrige for landbruget været vores held, fordi Danmark som udgangspunkt havde neutralitetspolitik. Det betød, at vores landbrugsapparat forblev intakt, mens det øvrige Europa lå sønderbombet og skulle bygges op igen. Her har vi haft et kæmpe forspring i forhold til de krigshærgede lande, fordi vi har kunnet servicere den store efterspørgsel på fødevarer i Europa, mens andre lande skulle genopbygge deres eget produktionsapparat.

Det gav dansk smør, bacon og andelsbevægelsen en stor vækst, som har været med til at give dansk landbrugseksport dens store betydning for dansk økonomi og for opbygningen af velfærdssamfundet. Det har samtidig betydet, at vi sammen med Bangladesh og Holland er det land i verden, der har mest landbrugsjord under plov: Hele 60% af Danmarks areal.

I 1973 kom vi med i EF, i dag EU, hvor vi hvert år bidrager økonomisk til fællesskabet, men hvor pengene samtidig kommer tilbage som støtte til vores landmænd for at sikre EU’s fødevareforsyning. Vi sender årligt netto 7,6 mia. kr. til EU (1.304 kr. pr. indbygger) og modtager landbrugsstøtte på i alt 7,3 mia. kr. Skatteydernes penge er så at sige ”nede at vende” en tur i Bruxelles for senere at komme tilbage som faste hektartilskud til forudbestemte produktionsformer.

Vores landbrug er dermed blevet forvænt med store tilskud, som på grund af støttesystemets udformning er blevet kapitaliseret ind i jordpriserne frem for på varernes konkurrenceværdi. Der bliver så at sige dyrket det, der kan opnås tilskud til, i stedet for at styrke landbrugsprodukternes konkurrenceevne eller særlige ernæringsmæssige eller miljømæssige kvaliteter.

Langsomt, men sikkert kommer de andre lande i EU efter 2. verdenskrig op på niveau med os og bider os i haserne. Vi begynder så at spørge os selv, hvordan vi kan blive mere effektive på mindre plads? Det skaber en effektivitetsskrue foran os. Flere produkter på mindre areal og til lavere priser. Vi bliver et af de mest effektive landbrugslande i verden, der samtidig binder meget kapital på landbrugsejendommene, uden at hele systemet af den grund bliver særlig rentabelt.

Man kalder det somme tider for ”landbrugets trædemølle”: Højere effektivitet fører til lavere priser, der igen lægger pres for endnu højere effektivitet, der igen får priserne til at falde osv.

Vi er nu oppe på at producere 30 mio. slagtesvin om året under kritisable dyretiske forhold og med kæmpe gylletanke, hvis indhold skal absorberes af den skrantende jord. Vi producerer så megen mælk, at vi kan forsyne Mellemøsten med den. Men med køer i kæmpemæssige haller hele året rundt og med foder fra fjerne lande, som har afbrændt deres regnskove for at kunne levere foder til den danske ko og gris. Og som om det ikke var nok, har vi også puttet et amerikansk rovdyr ind i et lille bur i store haller for at lave pels til kinesiske mellemklassekvinder – indtil en virus satte en stopper for den del.

Så kommer der en finanskrise, en sundhedskrise og en biodiversitetskrise. Og snart også en drikkevandskrise. Vi begynder at få øje på, hvad det er for en kolos på lerfødder af et landbrug, som vi har fået bygget op med kæmpemæssige bedrifter med et jordtillæggende, der kan matche ethvert gods fra feudaltiden, og med store monokulturer ud over det ganske land.

Da vi gik ind i det 19. århundrede, var der ca. 200.000 landbrug i Danmark, som overvejende var familiedrevne og toppede efter 2. verdenskrig. I dag er de blevet til 8.500 heltidslandbrug med en gæld i 2020 på omkring 294 mia. kr. og med et gennemsnitligt afkast på den investerede egenkapital på omkring 5% om året. I 2020 var afkastet 3,8%, langt lavere end for de fleste andre erhverv.

Landbrugets samlede omsætning var i 2019 162 mia. kr., mens overskuddet i det store hele svarer til EU-støtten. Så hvor bæredygtig er den samlede forretningsmodel egentlig? Den klemme er voldsomt svær at komme ud af – både for den enkelte landmand og for landbruget som helhed.

Samtidig med at landbrugene er blevet voldsomt store, gælden er vokset til astronomiske højder, og landbruget føler sig presset af miljø- og klimakrav, bliver det stadigt sværere at opretholde forestillingen om, at landbruget er et helt afgørende erhverv for det danske samfund.

Hvis man ser på landbrugets andel af bruttonationalproduktet, lå den på ca. 20% frem mod 1950, mens landbrugets andel i dag er helt nede på 2-3%. Ser man på eksporten, er landbrugets andel stadig 8% af den samlede eksport, hvilket dog skal ses sammen med en import af foderstoffer, hvoraf alene sojaimporten udgør ca. 1,3 mio. tons årligt.

En del af vores selvforståelse som landbrugsland er også, at vi bidrager til at brødføde verden. Så enkelt forholder det sig imidlertid ikke, snarere tværtimod. Det skyldes vores voldsomme overvægt af animalsk fremfor vegetabilsk produktion. Vi importerer årligt fodermidler med et proteinindhold på ca. 860.000 tons, og vi eksporterer kød og mejeriprodukter med et proteinindhold på ca. 550.000 tons. Vi anvender desuden 80% af vores eget landbrugsareal til at producere foder, i stedet for at producere menneskeføde på en større del af arealet. Omlægger vi blot 10% af foderarealet til produktion af menneskemad, kan vi brødføde 5 mio. flere mennesker, end vi gør i dag.

I disse år har vi en åbenlys anledning til at omtænke dansk landbrugs overordnede forretningsmodel, af hensyn til klima, miljø, biodiversitet og fødevareforsyning. Det skylder vi os selv, omverdenen og ikke mindst fremtidige generationer.