Impact investeringer har nået en milepæl

Dansk Økojord A/S, datterselskab under Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, har netop rundet en milepæl; aktiekapitalen er nu over 40 mio. kr. Det skyldes dedikerede danskere og enkelte danske virksomheder, som ønsker at bidrage til den nødvendige grønne omstilling  ved egen indsats og bidrag.

”Da vi stiftede Danmarks Økologiske Jordbrugsfond tilbage i 2017, var det med en vis usikkerhed om, hvorvidt danskerne ville tage dette tilbud om mere økologi, klimatiltag, øget biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse til sig ved at købe helt almindelige aktier. Den usikkerhed har vist sig ikke at være berettiget med vores netop opnåede aktiekapital,” udtaler næstformand Susanne Herfelt.

Pr. 01. september 2022 rundede Dansk Økojord A/S en aktiekapital på mere end 40 mio. kr. Mere end 800 aktionærer har siden september 2017 købt aktier hos selskabet, hvilket nu har muliggjort opkøb af mere end 800 hektar jord og hjulpet elleve yngre landmænd i drift. På arealer, som er underlagt økologiske produktionsmetoder, klimahandlingsplaner, natur- og vildtplejeplaner og for nogens vedkommende drikkevandsbeskyttelsestiltag.

Dansk Økojord A/S har via sin godkendelse hos Finanstilsynet mulighed for at rejse op til 82 mio. kr. med afsæt i sit prospekt – dette kan ske frem til 2024.

En aktie koster 1.000 kr., og man er forpligtet til at købe minimum 10 stk. Selskabet finansierer  sine investeringer dels med egenkapital dels med realkreditlån. Selskabet har således til dato investeret for mere end 100 mio. kr. i den danske muld.

”Vi fortsætter ufortrødent med at skaffe nye aktionærer og købe nye arealer. Vores dagsorden er mere relevant end nogensinde før,” siger direktør Kim Qvist.

”Vores model viser sin berettigelse. Om end vores afkast vil være moderate, så bidrager vi på mange flere bundlinjer. Det kvitterer en række borgere og virksomheder for med deres investering hos os. Dette er et godt eksempel på impact investering, som bidrager til den nødvendige grønne omstilling, som vi alle skal bidrage til.” lyder det fra formand Lars-Christian Brask.