Danmark har allerede en Grøn Jordbrugsfond – og vi er klar til samarbejde
I lyset af de seneste politiske udmeldinger om at etablere en grøn jordbrugsfond, som et middel til at fremme økologi og bæredygtig planteproduktion, ønsker vi at minde om, at Danmarks Økologiske Jordbrugsfond allerede eksisterer som en væsentlig ressource.
Moderaternes nye landbrugsudspil, som fokuserer på at øge økologisk produktion, hvor brugen af pesticider og kunstgødning ikke forefindes, er et vigtigt skridt i retningen mod en mere bæredygtig fremtid for landbruget. Vi har i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond allerede bevist en leve- og bæredygtig model, hvor både økonomi, miljø og klima er en del af pakken, men også et bud på generationsskifte i landbruget. Vores store fokus ligger i at skabe multifunktionelle arealanvendelse. Som eksempel kan vores seneste projekt nævnes, hvor vi har opkøbt 12 hektar jord på Orø; en del af jorden er et BNBO-område, som er blevet tinglyst og beskyttet for at sikre rent drikkevand og en del af jorden skal danne rammen om en klimaskov og et skovlandbrug med valnødder. Samtidig er der masser af naturtiltag til gavn for lokalsamfundet og i særdeleshed miljøet og klimaet. I vores portefølje er der også store økologiske produktionslandbrug med langt over 100 hektarer.
Danmarks Økologiske Jordbrugsfond har i årevis arbejdet dedikeret på at støtte økologiske initiativer og fremme en mere bæredygtig tilgang til landbrug i Danmark. Gennem økonomisk støtte, rådgivning og netværksmuligheder har fonden fungeret som støtte for landmænd, der ønsker at omlægge til økologisk drift, forbedre deres bæredygtige praksis eller starte et økologisk landbrug.
Yderligere har vi arbejdet tæt sammen med Innovationscenter for Økologisk landbrug på at skabe fundament til ikke blot at kunne bevise positive miljø- og klimaforbedringer hos vores forpagtere, men også skabe gunst og udvikling til endnu flere tiltag for vores landbrug i en grønnere retning.
Vi opfordrer politiske beslutningstagere, landmænd og samfundet generelt til at støtte og benytte sig af de eksisterende ressourcer, som bl.a. Danmarks Økologiske Jordbrugsfond tilbyder, i arbejdet for at skabe en bæredygtig fremtid for dansk landbrug.
Måske der er basis for et Offentlig-Privat samarbejde. Danmarks Økologiske Jordbrugsfond er stiftet af Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening, dens aktiekapital kommer fra private borgere og danske virksomheder. Formålet efterleves ved at fonden via sit datterselskab; Dansk Økojord A/S erhverver jorde og gårde i Danmark. Dansk Økojord A/S har rejst sin kapital ved aktietegning. Der er løbende siden 2018 rejst en aktiekapital på mere end 41 mio. kr.
Vi er klar til at tage snakken videre på Christiansborg og i landbrugslandet.
For yderligere kontakt:
Kim Qvist tlf. Tlf.: +45 40 36 03 09