Kronik del 2 – fonde og fælleseje for fremtidens landbrug

Skrevet af: Professor Emeritus Steen Hildebrandt, Tidl. Administrerende direktør i Andelskassen Merkur Lars Pehrson og Direktør i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond Kim Qvist. Dato for udgivelse 13. september 2022

L

andbrugets overordnede forretningsmodel er ikke bæredygtig. Den er baseret på hovedsageligt animalsk produktion til lave priser, stor foderimport, kæmpegæld og lavt økonomisk afkast på trods af offentlige tilskud på 7,3 mia. kr. årligt.

Hvordan kan vi bevæge os fra denne fastlåste situation mod en mere bæredygtig forretningsmodel for landbruget, samtidig med at vi beskytter de fælles interesser i miljø, klima og grundvand, og samtidig med at vi over tid afvikler landbrugsstøtten?

Samtidig skal vi have en ny generation ind i landbruget – gennemsnitsalderen i dansk landbrug er 56 år og stigende frem mod 2030.

Landbruget og jorden er nogle helt særlige faktorer i økonomien. Som erhverv, fordi det producerer de fleste af vores fødevarer, som vi er helt afhængige af for at leve. Andre erhverv kan vi diskutere, om vi kan undvære, f.eks. fordi de giver for mange gener for mennesker eller miljøet. Men landbruget kan vi ikke undvære.

Men også som produktionsgrundlag og begrænset ressource. Vi har historisk forsøgt at opdyrke heden, fældet en masse skov eller fået landbruget helt ud i klitterne. Det er vi begyndt at se anderledes på, ikke mindst på grund af klimaudfordringen.

Vi har nu engang det areal, vi har, og derfor bliver jorden også et samfundsanliggende. Men vi behandler den som om, at det blot er privat ejendom ligesom et hus, en bil eller noget andet.

Der er kommet en forståelseskløft mellem landbruget og resten af befolkningen, fordi landbruget insisterer på, at de har ret til at forvalte jorden, som de finder det bedst. Dele af landbruget reagerer nærmest aggressivt, hvis borgere udtrykker bekymring for vandmiljøet, klimaet og husdyrenes vel.

Men det holder ikke bare at sige ”det er min jord”, selvom man har skøde på den. Fordi grundvandet nedenunder er en fælles ressource, ligesom luften og vejret ovenover os er en fælles ressource, ligesom det vand der løber igennem bække og åer og ud i havet er et fælles anliggende. Og hvordan påvirkes landskabet, hvordan ser landet ud? Det er også et fælles anliggende.

Jorden er en rettighed og ikke en vare. Man kan erhverve retten til at agere indenfor nogle geografiske rammer. Man kan få skøde på den, men den er ikke en ting. Man kan ikke tage jorden med sig. Der er ikke faste definitioner på, hvor langt ned i jorden eller hvor langt op i luften man ejer den.

Her begynder den ideologiske diskussion. Skal rettigheden være noget, som man køber og sælger? Eller er det noget, som man skal tildeles efter en eller anden form for retfærdighedsprincip i forhold til, hvilke evner man har, eller hvordan man dyrker jorden?

Vi tror, der er en tredje vej, hvor man kan være selvstændig erhvervsdrivende og tage en risiko samtidig med, at man accepterer, at der er et sæt af fællesskabets spilleregler, som man skal agere under. Bl.a. ved at tage hensyn til fællesskabets goder som rent drikkevand og en ren luft, der holder klimaet stabilt.

Det spændende er derfor, hvordan vi skal forvalte landbrugsjorden, når den i et vist omfang også vedrører fællesskabet, men samtidig er underlagt den private ejendomsret? Der er gennem tiden gjort forskellige forsøg på at løse denne problemstilling. Der findes f.eks. forbrugereje, hvor gården og jorden er ejet direkte eller indirekte af køberne af den enkelte gårds produkter. Sådanne modeller har man igennem mange år eksperimenteret med i bl.a. Tyskland. Der har også været forsøgt med andelseje, dvs. en model, hvor den enkelte landmand er en del af et fællesskab, hvor det kun er andelsbeviset, der omsættes ved ejerskifte.

På samme måde er nye initiativer som Økologisk Samsø, Foreningen Andelsgaarde, Dansk Økojord A/S og Bornholms Økojord A/S eksempler på at gribe retten til jorden og brugen af den, an på en anderledes måde. Her har man skabt en struktur, som gør landbrugsjorden til en slags folkeeje. Selve landbrugsdriften er derimod stadig personlige virksomheder ejet af de personer, der forpagter jorden.

Dansk landbrug står med store udfordringer, hvortil kommer de udfordringer vi står med på globalt plan – vi har en sundhedskrise, en klimakrise og en biodiversitetskrise, kombineret med, at vi aldrig har været så rige i den vestlige verden, som vi er nu. Der står 4.600 mia. kr. som opsparing i de danske pensionskasser. Oliefonden i Norge er næsten dobbelt så stor.

Så vi har alle de midler, som vi har brug for.

Grundloven fastslår ejendomsrettens ukrænkelighed i forhold til den jord, som jeg har fået skøde på og dermed har ret til at dyrke. Der er bare noget nedenunder, som er fælles, som f.eks. vores drikkevand. Derfor bliver jeg pålagt nogle adfærdsregler her oppe på overfladen, som beskytter det, som alle har krav på; nemlig rent drikkevand.

Hvis drikkevandet skal beskyttes med et forbud mod pesticider, bliver der tinglyst deklaration, så er min jord ikke så omsættelig, som den var før. Realkreditinstitutterne kan ikke lide, at der er noget, der er tinglyst på jorden, som indskrænker dens anvendelse. Så mister min jord pludselig i værdi. Og så vil jeg have erstatning.

Landbruget skal som det eneste erhverv have erstatning, hver gang der stilles krav til det. Alle andre erhverv må agere ud fra, at forureneren betaler. Det er jo bemærkelsesværdigt. For det erhverv, der kalder på erstatning, er samtidig det mest subsidierede erhverv – af skatteydernes penge. Så dem, vi sender flest erstatningskroner til, er samtidig dem der subsidieres med flest offentlige midler, herunder særligt hele 7,3 mia. kr. hvert år fra EU.

Det samlede landbrugsareal udgør 2,6 mio. hektar, svarende til 0,44 ha. pr borger i Danmark. Med en hektarpris på gennemsnitligt 155.000 kr. er det 68.200 kr. pr borger. Set i forhold til, hvad vi samlet har af opsparing i banker og pensionskasser, er det faktisk ikke meget.

I Dansk Økojord har vi udviklet en model, hvor aktiekapital fra den brede befolkning suppleres med realkreditbelåning, således at vi kan erhverve landbrugsjord. Den forpagter vi ud til unge landmænd/kvinder, som også typisk køber bygninger og hvad der ellers skal til. På den måde kan de komme ind i landbrugserhvervet uden flere millioner i egenkapital, og det behøver ikke være kapitalfonde, der køber jorden – med de store ejendomme, vi har fået, er det ellers ofte den eneste mulighed. Jorden skal dyrkes økologisk, drikkevandet beskyttes, og der lægges klima- og biodiversitetsplaner for alle ejendomme.

I Dansk Økojord er vi klar til at udvikle os fra de 11 ejendomme eller 871 hektar vi har i folkeligt ejerskab i dag.  Der er plads til flere, og når pensionskasserne når frem til, at de kan sikre f.eks. rent drikkevand for deres medlemmer mange år ud i fremtiden, kan der virkelig komme fart på.

Transformationen er ikke umulig. Men vi skal ville den, og vi skal begynde et sted.