Et fælles bud på et landbrug i bedre balance

Den 3. juni 2026 fik Danmark en ny regering med ambitioner om et grønnere og mere bæredygtigt Danmark og en fødevareproduktion, der tager større hensyn til natur, mennesker og dyr.Det åbner en mulighed for at skabe et dansk fødevaresystem i bedre balance og gentænke den måde, vi producerer fødevarer på.

Den mulighed vil vi gerne gribe.

Derfor er Dansk Økojord gået sammen 13 andre organisationer og virksomheder i Det Grønne Vækstteam.
Sammen fremlægger vi ni konkrete anbefalinger til fremtidens danske landbrug og fødevareproduktion.

Fælles er ambitionen om at udvikle et landbrug, der fortsat producerer fødevarer og skaber arbejdspladser og udvikling, men hvor hensynet til natur, miljø, klima og dyrevelfærd får større betydning.

Ni anbefalinger til fremtidens fødevaresystem

Det Grønne Vækstteam peger på ni konkrete anbefalinger:

  1. Færre dyr og bedre plads til dyrene
  2. En omstillingsfond
  3. Udfasning af importeret soja
  4. Offentlige indkøb, der i højere grad følger kostrådene
  5. En landbrugsstøtte, der belønner konkrete grønne resultater
  6. Momsfri økologi
  7. Udfasning af pesticider
  8. Styrket eksport af plantebaserede fødevarer
  9. En ny fødevarefond

Anbefalingerne er samlet set et bud på nogle af de rammer, der kan være med til at udvikle dansk fødevareproduktion i en retning, hvor biodiversitet, klima, vandmiljø og dyrevelfærd fylder mere.

Danmark har allerede stor viden, stærke kompetencer og virksomheder med potentiale til at udvikle nye løsninger.

For os handler det ikke om at lukke dansk landbrug. Det handler om at ændre det til noget bedre.

Dansk Økojord vil føje en 10. anbefaling til

Adgang til jord.

Hvis vi vil forandre dansk landbrug, skal nye generationer af landmænd også have en reel mulighed for at komme ind i erhvervet.

I dag kræver adgang til landbrugsjord meget store investeringer og kan betyde en betydelig gældsætning. Derfor er vi nødt til at nytænke ejerskabet og skabe flere veje ind i landbruget.

Nye ejerformer kan gøre det muligt for landmænd at drive og udvikle en bedrift uden nødvendigvis selv at skulle finansiere købet af hele ejendommen.

Det er allerede en del af den model, Dansk Økojord arbejder med. Vi køber landbrugsjord og stiller den til rådighed for økologisk drift. På den måde kan ejerskabet af jorden adskilles fra selve landbrugsdriften.

Samtidig skal vi tage diskussionen om, hvem der skal eje den danske landbrugsjord i fremtiden. Adgang til jord handler også om at bevare vores råderet over jorden og undgå, at kapitalstyrke alene bliver afgørende for, hvem der kan eje og dyrke den.

Dansk Økojord er heller ikke imod, at vi spiser kød, men vi er for det rigtige kød, som kommer fra en produktion, hvor antallet af dyr, jorden, naturen og dyrevelfærden hænger bedre sammen.

Landbruget er en del af løsningen, men det kræver, at vi tør nytænke både produktionen, adgangen til jord og måden, jorden ejes på.

På scenen på Klimafolkemødet

De ni anbefalinger offentliggøres fredag den 28. august i forbindelse med Klimafolkemødet i Middelfart.

Kl. 15 deltager Dansk Økojords direktør Kim Qvist sammen med syv andre aktører i Informations arrangement “Giv os et nyt landbrug”.

Her får deltagerne hver tre minutter til at præsentere deres vision for omstillingen af dansk landbrug.

For Dansk Økojord bliver adgang til jord, generationsskifte og nye ejerformer en central del af den diskussion.

De ni anbefalinger fra Det Grønne Vækstteam
I materialet kan du læse mere om de ni anbefalinger og baggrunden for forslagene til fremtidens danske fødevareproduktion:
groent-vaekstteam-9-anbefalinger

Seneste nyheder

Bliv jordmedejer og vær med til at skabe fremtiden for dansk jordbrug

Ved at købe aktier i Dansk Økojord A/S bidrager du både til mere økologi i det danske landbrug, men også sikring af rent drikkevand, naturbeskyttelse, udvikling af vildtpleje, en bæredygtig forretningsmodel og et passioneret team der rykker dagsordenen på klimaløsninger.