Ny alliance vil sætte retning for Danmarks grønne forsyning

– 2026 skal være året, hvor vi skifter gear

Danmark står ved en skillevej. Klimakrisen accelererer, naturen er under pres, og vores rene drikkevand er ikke længere en selvfølge. Samtidig har vi et unikt udgangspunkt: en stærk, demokratisk ejet forsyningssektor og en lang tradition for fælles løsninger.

Spørgsmålet er, om vi tør bygge videre på det – eller om vi fastholder løsninger, der er skabt på fortidens præmisser.

Derfor har Tænketanken Brundtland taget initiativ til at samle en bred alliance for Danmarks grønne og demokratiske forsyning. Alliancen samler forsyningsselskaber, grønne organisationer, fagbevægelse, virksomheder og finansielle aktører om et fælles budskab:
Danmark kan og skal mere – og 2026 skal være året, hvor vi for alvor skifter gear.

Fra fælles erkendelse til fælles ansvar

Alliancen bygger videre på den såkaldte Allinge-aftale, som blev formuleret på Folkemødet. Her mødtes aktører på tværs af sektorer for at formulere en fælles forståelse af de udfordringer, vi står overfor – og det ansvar, der følger med.

Konklusionen er klar: De løsninger, der har bragt Danmark langt, er ikke tilstrækkelige til at håndtere nutidens og fremtidens klima-, natur- og vandudfordringer. Der er behov for en ny fase i omstillingen – baseret på systemtænkning, langsigtede investeringer og et tydeligt samfundsansvar.

Forsyningssektoren spiller en nøglerolle

Forsyningssektoren er helt central i både klima-, natur- og samfundsudviklingen. Men potentialet udnyttes ikke fuldt ud, så længe regulering og politiske signaler i højere grad belønner kortsigtede løsninger frem for helhedsorienterede grønne valg.

Hvis Danmark skal fastholde sin grønne førerposition, kræver det, at forsyningssektoren får det investeringsrum og den tillid, der matcher dens samfundsansvar.

Fem indsatsområder for fremtidens grønne forsyning

Alliancen samler sig om fem centrale indsatsområder:

  • Elektrificering og udfasning af fossile brændsler og uhensigtsmæssig biomasse. El og varme skal i langt højere grad baseres på vedvarende energi og intelligente systemer.
  • Styrket beskyttelse af drikkevandet. Forebyggelse skal gå forud for rensning. Jord- og arealanvendelse er afgørende for fremtidens drikkevand.
  • Større indflydelse til kommende generationer. Beslutninger om kritisk infrastruktur skal tage højde for dem, der skal leve med konsekvenserne længst.
  • Bedre rammebetingelser for langsigtede grønne investeringer. Regulering og lovgivning skal understøtte helhedsorienterede løsninger frem for at spænde ben for dem.
  • En mere sammenhængende og klog arealanvendelse. Klima, natur, vand, energi og fødevareproduktion hænger sammen – og skal planlægges derefter.

Hvorfor Dansk Økojord er en del af alliancen

Hos Dansk Økojord arbejder vi hver dag med netop de sammenhænge, alliancen peger på:
beskyttelse af drikkevand, klog arealanvendelse, langsigtet ejerskab og fælles ansvar for jord og natur.

Derfor er vi stolte over at være en del af alliancen og bidrage til arbejdet frem mod 2026. Vi tror på, at fremtidens grønne forsyning ikke kan løses i siloer – men kræver samarbejde på tværs af sektorer, interesser og tidshorisonter.

For kun gennem fælles ejerskab, langsigtede beslutninger og respekt for naturens grænser kan vi sikre, at Danmark også i fremtiden har rent drikkevand, grøn energi og en natur i balance.

Seneste nyheder

Bliv jordmedejer og vær med til at skabe fremtiden for dansk jordbrug

Ved at købe aktier i Dansk Økojord A/S bidrager du både til mere økologi i det danske landbrug, men også sikring af rent drikkevand, naturbeskyttelse, udvikling af vildtpleje, en bæredygtig forretningsmodel og et passioneret team der rykker dagsordenen på klimaløsninger.