Hvem ejer den danske jord?

I sidste uge stod Kim Qvist, direktør for Dansk Økojord, på vores nyerhvervede jord i Kimmerslev – et område på 46 hektar, der rummer 1,8 millioner kubikmeter grundvand. I fremtiden skal dette vand være med til at forsyne Storkøbenhavn med rent drikkevand.

12. marts 2025

På denne lidt overskyede dag mødtes Kim med en journalist fra TV 2 News, der stillede skarpt på et spørgsmål, som optager både os og mange andre natur- og landbrugsorganisationer: Hvem ejer den danske jord? Journalisten spurgte, hvorfor det er så vigtigt at kende jordens ejere, og hvilke udfordringer det skaber, når vi ikke gør.

En kamp om jorden

Udenlandske selskabers opkøb af dansk landbrugsjord er et langt større problem, end de fleste tror. Danmark står over for massive forandringer i måden, vi forvalter vores jord på – vi skal omlægge store arealer til økologi, skov og biodiversitet. Men samtidig er der en intens kamp om jorden.

“Vi vil have øget biodiversitet. Vi vil fordoble det økologiske areal. Vi har kvælstofudfordringer. Vi mangler store, sammenhængende naturområder. Kort sagt: Vi står over for enorme opgaver, hvor vores fælles danske muld spiller en central rolle. Derfor er det helt afgørende, at vi ved, hvem der ejer jorden. Lige nu har vi ikke engang et klart svar på, hvem vi skal henvende os til for at sikre, at jorden bliver forvaltet forsvarligt.”

Fra produktion til naturforvaltning

Mange aktører har hver deres agenda for, hvordan jorden skal bruges, men hvis vi skal løse de store udfordringer, kræver det en helhedsorienteret tilgang. I forbindelse med treparten kan det blive særlig vanskeligt for nogle af de lokale grupper at arbejde effektivt med naturressourcerne, når vi ikke ved hvem der ejer jorden.

“Vi skal tage udgangspunkt i de naturressourcer, der findes i et område. Den traditionelle tankegang om, at jorden primært skal bruges til fødevareproduktion med størst muligt udbytte, holder ikke længere. Vi må vende perspektivet og spørge: Hvilke naturressourcer har vi her – og hvordan kan vi bringe dem i spil på den bedst mulige måde? Vi er nødt til at samarbejde om arealerne og sikre, at de understøtter de økosystemtjenester, som samfundet har akut brug for.”

Er vi ved at gøre os afhængige af udenlandske jordejere?

Vi lever i en usikker verden, hvor afhængigheden af gas og olie allerede har skabt store problemer. Skal vi virkelig også gøre os afhængige af udenlandske aktører, når det gælder vores jord, vores rent drikkevand og vores fødevareproduktion?

“Du kan jo spørge dig selv: Når en udenlandsk investor opkøber dansk landbrugsjord, er det så for at sikre os rent drikkevand? Mere økologi? En løsning på vores kvælstofproblemer? Nej. De køber jorden af spekulative årsager – fordi de tror, at priserne vil stige.”

Vi har brug for en national strategi for, hvem der ejer og forvalter vores jord – før det er for sent.

Bidrag ved at dele indlægget

Seneste nyheder

Bliv jordmedejer og vær med til at skabe fremtiden for dansk jordbrug

Ved at købe aktier i Dansk Økojord A/S bidrager du både til mere økologi i det danske landbrug, men også sikring af rent drikkevand, naturbeskyttelse, udvikling af vildtpleje, en bæredygtig forretningsmodel og et passioneret team der rykker dagsordenen på klimaløsninger.